Institutionsliv – kærlighed og klapsalver eller træthed og afklapsninger?

Kærlighed og klapsalver

Mine 4 børn har alle gået i den samme institution. Ikke på samme tid ganske vist, men over de sidste 14 år, har vi uafbrudt haft børn i den samme institution.   Meget har ændret sig, det er helt tydeligt, når man har været med i så mange år. Der er fortsat masser af kærlighed og klapsalver til børnene og pædagogerne, men ressourcerne er ændret.

Da mine ældste piger startede institutionslivet, var der f.eks. en fast vikar tilknyttet institutionen. Hun kendte huset, alle stuerne, personalet og børnene og stod klar, når der var behov. Nu er der ikke råd til vikarer – ej heller på timebasis. Når der er sygdom eller fravær af anden art, så er der blot færre hænder til at varetage kærligheden, lede på vej og give klapsalverne. Det er man desværre vandt til, når man har arbejdet i sygehusvæsenet som jeg – man kan sagtens gå hen og blive lidt kynisk eller blind, når det der egentlig er unormalt ender med, at blive det normale.

 

Kært barn har vitterligt mange navne

Der har været arbejdsnedlæggelser og strejker i institutionen – kært barn har mange navne. Konsekvensen var til at tage og føle på : en masse frustrerede forældre, der var på spanden og en masse børn, der var godt forvirrede. Det virkede en anelse omsonst og ustruktureret og ikke alle bakkede op om pædagogernes nødråb, da det først begyndte at blive besværligt. Desværre blev det som jeg husker det, ikke til så mange ekstra ressourcer til daginstitutionerne.

Jeg er ikke særligt politisk velargumenteret. Det er svært at gennemskue hvor krydset skal sættes, hvis man ønsker det gode børneliv synes jeg. Det kan lyde for nemt, men der er ingen tvivl om, at flere økonomiske ressoucer vil være en hjælp i daginstitutionerne. Hvis der er flere pædagoger, er der mulighed for mere fokus på børnene. Der vil være tid til nærvær og fordybelse og mere personlig kontakt. Som forældre vil man kunne spørge til ens barns dag, uden at føle, at det tager tid fra børnene og dagens gøremål. Flere hænder = mere nærvær!

Indtil pengene kommer tror jeg, at vi forældre må gøre brug af en anden strategi og tage skeen i egen hånd. Vi kan ikke regne med, at daginstitutionen er det bedste sted i verden for vores børn. Vuggestuerne er til for samfundets skyld, der er ingen små børn under to år, der hvis de kunne, ville bede om at slippe mor og far flere sammenlagte timer dagligt og tilbringe disse timer sammen med jævnaldrende og to pædagoger. Der er ingen børn, der får den optimale opmærksomhed og nærvær i børnehaven, hvis de som i min datters institution, må nøjes med 2 pædagoger til 22 børn de fleste af dagens timer. Jeg tænker det er logik for burhøns.

Når den hårde kost kræver nye skeer

Det er hårdt kost for os forældre, at det er det vi tilbyder vores børn. Man får trang til at kompensere eller behov for at bebrejde. Det ligger lige for, at undre sig over, at de ikke kommer på flere ture eller lignende. Jeg kender selv følelsen – “hvor svært kan det lige være, at samle en flok og trave derud af”?

Egentlig tror jeg ofte, at vi forældre – mig selv inklusiv- skulle gøre op med forestillingen om den perfekte daginstitution. Vi er nødt til selv at trave de ture, male det legehus, plante de krydderurtebede som vi synes de burde gøre i institutionen sammen med vores børn – hvis det er så sindsygt vigtigt.

Ja det er hårdt kost for os forældre -men hårdere for børnene. Mange har valgt den mest hensigtsmæssige tilgang til det faktum, at vores børn er institutionaliserede, så de ikke pines af dårlig samvittighed – nemlig at holde fast i, at det er dét der er realistisk for at få hverdagen til at køre rundt – at vores børn skal i institution. Andre halser ud ad døren på job, for at hente så hurtigt som muligt, ofte med den dårlige samvittighed fra jobbet halsende lige i haserne.

Som tingene ser ud lige nu, så er der på daglig basis fare for, at det gode børneliv bliver det stressede børneliv. Hvis ansvar er det? Det er vi voksnes ansvar. Politkernes, ledernes, pædagogernes, vælgernes, forældrenes. Vi må hver især handle der hvor vi kan.

Som forældre mærker vi presset følelsesmæssigt. Det er hårdt, hvis vi oplever, at vores barn ikke trives i hverdagen. Der er mange ting at skrive om børns trivsel. Lige i denne sammenhæng må man blot konstatere, at mange timer i daginstitutionen kan virke stressende for vores børn – særligt under de præmisser de opholder sig under.

Kan vi effektivisere og optimere os til mere tid og nærvær?

Når vi alligevel må aflevere dem der, kan vi tænke over hvordan vi gøre det. Det lyder trist, at vi skal effektivisere vores hverdag. Men med lidt struktur omkring, indkøb, madlavning og den øvrige fordeling af hverdagens gøremål, kan der faktisk frisættes noget tid og nogle ressourcer. Det er ikke givet, at vi kan arbejde færre timer – det er ikke løsningen for alle. Men vi kan tænke i alternativer på mange andre områder også.

Jeg møder masser af forældre, der med fordel kunne gribe deres hverdag an på samme vis som de griber deres arbejdsdag an. På jobbet lægger de planer, strukturerer, evaluerer og optimerer. I hjemmet kan vi lægge madplaner, gøre storindkøb, lave store portioner og fryse ned – for eksempel. På den vis, har vi lidt bedre tid, når vi henter lille Sofus i børnehaven. Tid til at sætte os ind i hans hverdag, læse en bog for ham og kammeraterne og se hvordan han fungerer sammen med dem. Tale lidt med en anden forælder og samlet set dels signalere overfor vores børn, at vi har tid, lyst og og interesse og dels blive  klogere på dem og deres dagligdag og de præmisser de fungerer under.

Oftest er det os voksne, der har behov for at køle ned

Jeg er overbevist om, at når vi cooler ned i afhentningssituationen, så får vi afmystificeret og svar på en masse de spørgsmål, der på sigt i pressede perioder kan ende med, at blive til frustrationer og bebrejdelser som “hvorfor fortæller Sofus at ingen gider lege”, “hvorfor er der altid så meget larm og ræs i børnehaven”, “hvem er hende den nye voksne med det røde hår, er der virkelig ingen information at hente her”?

Det er ikke løsningen på udfordringerne med for få ressourcer i daginstitutionen, at vi cooler ned ved afhentning – men jeg er overbevist om, at vi som forældre kan tage en del af ansvaret for at imødekomme det gode børneliv fremfor det stressede, ved at være bevidste om vores egen måde at være i børnelivet og institutionslivet på.

Overspringshandlinger – en uundgåelig del af mor-rollen?

Når tiden løber, hvor bliver den så af?

Da jeg besluttede mig for, at lave en blog tænkte jeg, at jeg jo “er sådan én”, der er nysgerrig og har meninger om mange ting vedrørende børn, mor-rollen og familieliv og dermed jo bare ville flyde over med indlæg. Hold da op hvor tog jeg fejl! Det er altså svært at formulere noget, man tilnærmelsesvis selv gider læse – særligt fordi jeg af og til faktisk kan blive lidt træt af at lytte til mine egne tanker, hvad enten jeg vejleder forældre, sparrer med kolleger og samarbejdspartnere, diskuterer med manden eller sludrer med veninderne. Nu sidder jeg her dog igen – ved tasterne – og har noget på hjertet som for tiden fylder en del for mig.

Det hænger egentlig ikke så meget sammen med at være privat sundhedsplejerske, vejledning af forældre eller vurdering af børns trivsel. Alligevel vedrører det i høj grad forældreskabet – i dette tilfælde “mor-rollen” som jeg for tiden oplever den.

Hvem kan sejle foruden vind?

Jeg skal ikke kunne udelukke, at der kan sidde nogle fædre derude og nikke genkendende til mit indlæg – jeg har hidtil kun talt med mødre, der fortæller om “fænomenet” – jeg må ud og researche lidt blandt fædre.

Lige for tiden er overspringshandlinger de handlinger jeg gør flest af. Imens jeg skriver dette indlæg har jeg bl.a. sendt en SMS til min største datter og mindet hende om at tage til tandlægen i eftermiddag. Jeg har også på tankeplanet forholdt mig til aftensmadens menu, lukket hundene ud i haven, fyldt deres vandskål, drukket en kop kaffe ved håndvasken og så alt det løse.

Igår var jeg til en work-shop for selvstændige erhvervsdrivende. Det viste sig, at jeg ikke alene med denne tendens til at miste fokus og bilde mig selv ind, at en hel masse ting liiige skal på plads og gøres inden jeg kan komme videre til det jeg egentlig havde tænkt mig. Jeg bliver top-frustreret, hver gang jeg bliver opmærksom på det.

Work-shoppen gav mig så det der berømte lille puf, til at sætte lidt i system og huske på at prioritere mig. I mit tilfælde er én af de ting jeg vil øve mig i, at rykke på de initiativer jeg inspireres til at tage i forhold til mit arbejdsliv. Der er givetvis noget om snakken, at “ting ta’r den tid ting ta’r” og at det hele jo også er en proces og at udvikling sker i modvind… osv. osv. Men summa summarum, så sker tingene ikke af sig selv.

Mor er den bedste i Verden

Hvem har mon fundet på det? Altså ud over at “mor” da bestemt er tæt på den aller bedste i Verden i de fleste tilfælde, så tror jeg altså at det sagtens kunne være en mor, der har fundet på det. Vi har en tendens til, at gøre os selv uundværlige – mig selv inklusiv! Når jeg sender en reminder om tandlægen til min datter imens jeg egentlig burde arbejde, så fratager jeg ikke bare hende muligheden for, at kunne sole sig i sin egen ansvarlighed, jeg lægger også ekstra i bunken af irritation over mit eget manglende fokus. På plussiden kan jeg nu klappe mig selv på skulderen over at hun kom afsted til tiden og glædes over, at der jo ikke er en finger at sætte på punktligheden i vores familie – NOT! Det er jo lidt som at tisse i bukserne, det varmer kun kort. Jeg ved, at det er sat lidt på spidsen, at bruge denne overspringshandling i form af en reminder -SMS som eksempel på hvordan jeg ubevidst gør mig selv uundværlig, men mange bække små skaber et vandfald af overspringshandlinger og “ofringer” for familien og børnene, der ikke nødvendigvis er gavnlige for nogen – slet ikke min blogskrivning.

Så nu er det tid til afhentning i børnehaven- jeg må løbe…..

 

 

 

Teenager eller tumling : same same but different

Når livet rækker dig citroner – lav lemonade

Teenager, tumling – same same but different.

Jeg er egentlig på vej ud ad døren til et besøg, men har haft i tankerne, at jeg skulle skrive et indlæg igennem hele den sidste uge.  Jeg har haft mange spændende bolde i luften og er virkelig glad og beæret over de sjove og interessante arbejdsopgaver jeg render ind i.

Når jeg sådan kigger tilbage på ugen der gik, så synes jeg, at jeg ser en rød tråd. Ja selvfølgelig gør jeg det : børn og forældre er jo ret gennemgående i mit arbejdsliv. Jeg ser dog også et mønster eller en stemning, der præger det hele. Jeg har været ude i forskellige besøg hos familier med behov for vejledning i forhold til deres småbørn. Jeg har rådgivet over telefonen og undervist en flok dejlige teenagere og lavet et foredrag for en bunke skønne århusianske mødre. Fælles for dem alle var, at de gjorde sig umage i livet. Umage når det kom til relationen til deres børn, andres børn og mennesker omkring dem. Fælles for dem alle var dog også, at de i deres “umagehed” også satte meget høje krav til dem selv. Det der med krav oplever jeg som et tveægget sværd. På den ene side er det det, der skaber udvikling i forældrerollen, men det er også det, der kan skabe en unødvendig usikkerhed og tvivl, der slører blikket og tankerne og ikke mindst mavefornemmelsen.

Citroner er sure, men lidt undervurderede – helt ligesom teenagere

Jeg er vild med det engelske ordsprog “when life gives you lemons, make lemonade”. Hvor vil jeg hen med det? Altså om man er forældre, teenager – som dem jeg underviste tidligere på ugen eller en hvilken som helst anden, så vil man jo rende ind i at livet kan føles lidt surt til tider og man vil opleve, at man ikke kan leve op til sine egne forstillinger som f.eks. “den gode forælder”. Da jeg for et par aftener siden sad til premieren på filmen “adult under construction” og blev klogere på teenagelivet og den fantastiske udvikling vi alle går igennem i disse år, så var jeg lige ved at snuble over den røde tråd som åbenbart har fulgt mig genenm hele ugen 😉

Igen dukkede umageheden og de høje krav op. Teenagerne stiller høje krav til dem selv og til os som forældre og vi forældre stiller tårnhøje krav til os selv – og vores teenagere. De skal helst vågne op dagen efter konfirmationen med en fornuft og dømmekraft som en voksen ellers er de uregerlige, genstridige og problematiske.

Hav grundlæggende tillid til mavefornemmelsen

Jeg gik ud fra filmen med en særlig fornemmelse i maven – måske den berømte mavefornemmelse. I hvert fald, blev jeg igen opmærksom på, at hvis vi som forældre bevidst vælger, at se hverdagen i helikopter-perspektiv, når den næsten vælter, tæller til 110 når tumlingen tumler og holder os for munden, når vores teenagere fortæller os hvordan Verden rent faktisk hænger sammen, så skaber vi den bedste mulighed for udvikling og selvstændighed hos store og små. Som én af eksperterne i filmen sagde “mit bedste råd til teenagere er : oplev så meget som muligt, men vær forsigtig under vejs”.

Erfaringer kan ikke videregives eller arves direkte igennem generationer – de skal…erfares.

 

Motorik : kan man stimulere sit barns motorik for meget – eller for lidt?

Der er stort fokus på børns motorik og udvikling i institutioner, skoler og i samfundet i det hele taget – kan vi blive for ivrige?

Noget af det første, der er fokus på, når et lille barn kommer til verden er, om hans/hendes bevægelser er relevante og alderssvarende – der er fokus på barnets motorik. Det er et tegn på trivsel lige fra start. Efter en tid, når “sådan en som jeg” kommer på besøg, er motorikken stadig et område, der observeres på.

Jeg taler meget med forældre om motorisk udvikling helt fra fødslen. Selvom motorikken udvikler sig hele tiden,  så skal den også have de bedste forudsætninger for det. Det er rigtig mange forældre meget opmærksomme på. Barnet skal ligge på ryggen når det sover, ligge skiftevis med ansigtet den ene og den anden vej, bæres så den ene side ikke stimuleres mere end den anden, ligge på maven i de vågne timer osv. osv.

Det er sjældent, at jeg støder på forældre, der ikke er informerede på den ene eller anden vis om disse “greb” i forbindelse med, at støtte barnets motoriske udvikling.

Hvornår ved man, at man som forældre stimulerer nok?

Det bliver jeg forholdsvis ofte spurgt om. Min første tanke er næsten altid, at når forældre stiller sig selv/mig netop dette spørgsmål, så har de allerede så meget fokus på det, at de højst sandsynligt stimulerer deres barn i nødvendigt omfang.

Men man kan også blive i tvivl som forældre, hvis man oplever, at et andet barn  på samme alder overhaler ens barn i udvikling. Eller man kan blive usikker, hvis andre voksne italesætter en undren i forhold til barnets udvikling. Begge dele kan være meget ubehageligt som forældre – men måske alligevel værd at tage med i ens samlede billede af barnet. For vi forældre kan både have tendens til, at undervurdere men også overvurdere vore børns kundskaber.

Hvad skal et barn egentlig kunne i alderen 0-1 år, når det kommer til motorik?

Jeg vil i det følgende til dels tage udgangspunkt i sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet for børn 0-1 år.

Børn under et år bevæger sig spontant – det styrker barnets motoriske udvikling.

  1. Lad barnet ligge så meget som muligt på maven – vågen.
  2. Hjælp dit barn til at bevæge sig på mange forskellige måder i løbet af en dag -lad barnet øve sig i at række efter ting, rulle mm.
  3. Lad barnet bevæge sig så frit som muligt, undgå skråstol og gåstol samt hoppegynge i særlig stort omfang.

    Det lyder jo easy-peasy – men er måske nemmere sagt end gjort?

    Hvis man flere gange dagligt sørger for, at barnet får mulighed for følgende – så er man rigtig godt på vej:

1 De første måneder : masser af kropskontakt og god tid til amning/flaske/bleskift mm.

2 Helt fra fødslen : lade barnet ligge på maven MANGE gange i løbet af dagen, når han/hun er vågen. Det kan være en del af “rutinen” ved bleskift, på mors eller fars brystkasse, henover knæene osv.

3 Det lidt større barn (ca. 4 mdr.) : lege tumlelege – trillelege, hop og sving hvor man holder rundt om kroppen på barnet – hold aldrig helt ude i hånd- eller fodled, da det lille barn er meget “blødt” i ledene.

4 Uanset alder : dans, bevæg jer til rytme rundt i rummet – vis glæde ved bevægelse.

5 Lad barnet forsøge at rejse sig ved møbler (ca. 8 mdr.)

9 Hoppe på skødet

10 Gå med støtte

11 Giv mulighed for at “køle ned” : sæt evt. rolig musik på, dans tæt, giv babymassage, hold tæt, svøb barnet og lad kroppen mærke denne forskel på aktivitet og ro.

Brug hjemmet, når I stimulerer barnets motorik

Der er ingen grund til, at gå ud og investere i dyre legeredskaber til det lille barns motoriske udvikling. Barnet kan sagtens øve sig i at kravle/krybe over sofapuder og madrasser og henover dine ben, mens du sidder ned på gulvet sammen med dit barn.

Der er masser af rigtig gode eksempler på fysisk aktivitet for aldersgruppen på http://www.sst.dk

Hvis man kan sætte hak ved at gøre ovenstående på daglig basis, gør man givetvis præcist det bedste for at stimulere barnets motoriske udvikling.

Alligevel kan man blive i tvivl – det er bare det tunge lod vi har som forældre – så kan man spørge andre til råds : pædagoger, sundhedsplejersker, læger m.fl. der er uddannede i at spotte når udviklingen ikke er alderssvarende. Det er altid vigtigt, at en bekymring ikke vokser sig for stor.

Hvis du har behov for, at få en snak om  og vurdering af dit barns udvikling så hold dig ikke tilbage for at bede om sparring.

Hav en dejlig dag

 

Louise

 

 

 

 

 

Søskende : Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre?

For hvis skyld vælger vi egentlig, at vores børn skal have søskende?

Overskriften på dette blogindlæg skurer egentlig lidt i mine ører, alligevel ændrer jeg den ikke! Tidligere idag var jeg ude hos en mor, der for godt en måned siden var blevet mor – for anden gang. Pludselig var der ikke blot ét barn i huset, der var et par søskende!

Det var ikke amningen, søvnen eller babys trivsel der fyldte mest i familien, men det at gå fra at være tre personer til fire. Det var ikke nemt. Det havde vi en lang snak om. De gjorde det godt de forældre. Alt var som det skulle være : en blanding af kaos og kosmos, shit og Chanel.

Og så rundede vi netop “temaet” : hvad kan man egentlig forvente som forældre, når tre bliver til fire? I store træk kan man forvente flg.:

  1. Man kan forvente, at Verden som den var for evigt er forandret. Bedst som man synes, at man da egentlig var begyndt at have ret godt styr på det der med at være forældre og have et barn, ja så bliver alting anderledes.
  2. Man kan forvente, at rytmerne brydes, aftenerne bliver længere, nætterne kortere og morgenerne mere kaotiske. Var man begyndt at få mange timers sammenhængnede søvn, så kan man for en periode godt vinke farvel til den gode.
  3. Man kan forvente, at de ambivalente følelser tårner sig op. “Den store”, der før var den lille, kan blive frygtelig irriterende og “den lille” som jo kun er lille, kan give én dårlig samvittighed overfor “den store”.
  4. Man kan forvente, at planlægning er den største udfordring i hverdagen. Ønsket om at kunne forudsige hvad tid man kommer ud ad døren og møder op et givent sted, kan lynhurtigt ende med at frustrere og blive kilden til diskussioner mellem de voksne.
  5. Man kan forvente, at ens billede af “den store” søskende ændrer sig kolossalt og man kan forvente, at den store ikke finder sig i, at være stor på kommando.
  6. Man kan forvente, at det føles forunderligt, at den kærlighed man havde til den førstfødte pludselig kan fordobles OG blive delbar på én gang, selvom man troede, at man ikke kunne elske højere, end man hidtil havde gjort.
  7. Og så kan man forvente, at den førstefødte ikke klapper begejstret i sine små buttede hænder den første tid med baby i huset – og man må erkende, at når alt kommer til alt, så er det suverænt en voksen-beslutning, at få barn nr. 2, 3, 4 m.fl. og at det ofte tager tid, før man kan høste de positive frugter af søskende-skabet.

Netop derfor skurer overskriften “Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre” også i mine ører, for vi forældre kan være meget optagede af, hvordan det for os opleves, at føje endnu et barn til familien – at skabe en søskende-flok. Vi kan forestille os både det sure med det søde – og det er fornuftigt, men vi må ikke forvente, at storebror eller søster “samarbejder”. “Det store” barn er nemlig anderledes stillet. Ofte er barnet blot 2-3 år, når lillebror eller søster kommer til Verden og i den alder er det simpelthen umuligt, at forvente sig særligt meget af noget som helst andet end nu’et og få timer frem. Ud fra “den stores” alder, kan vi som forældre gøre os forskellige tanker. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i netop dette barn og hans/hendes alder og udvikling. Vi kan som forældre således blot forsøge, at forberede “den store” på babys ankomst, men vi må ikke forvente os for meget – for tidligt.

Har du/I brug for en snak med mig om dette emne eller andre der omhandler livet med børn, så ring eller skriv.

Kærlig hilsen

Louise

 

 

 

Boost din babys søvn

 Små børn sover vel når de er trætte- ik’?

Jeg er nogle gange blevet spurgt i forbindelse med, at jeg sammen med zoneterapeut Anna Ørtved, har afholdt workshoppen “Boost din babys søvn”, om det egentlig overhovedet giver mening, at forsøge at påvirke det mindre barns søvn i en positiv retning. Kritikken er gået på, at børn vel sover når de er trætte og at vi forældre så blot må indrette os i forhold til dette.

Jeg forstår til dels pointen. Og så alligevel ikke. Igennem de år jeg har arbejdet dels som børnesygeplejerske og sidenhen som sundhedsplejerske, har jeg mødt virkelig mange forældre, der beskriver søvnmønstre og putnings-seancer som noget af det mest udfordrende de oplever, ved at være forældre. Det er både forældre til helt små børn, men også forældre til teenagere. Ja og jeg har jo også mødt børnene – både de “kære små”, men også de “trætte store” 😉 For dem var mangel på søvn eller rod i søvnmønsteret i aller højeste grad værd at bruge lidt energi på.

Virker de gode råd så?

Det må jo komme an på en prøve. Jeg siger ofte til forældre, at når de er lige dér, hvor de enten opsøger hjælp, sætter sig ned og kigger hinanden dybt i øjnene og måske faktisk føler, at “nu er det f…nok”, så er det lige der, de er aller mest motiverede for, at gøre en indsats og ændre på tingenes tilstand og det mærker barnet, hvad enten han er 5 mdr. eller 15 år.

Godnat og sov godt, kanin-tricket, samsovning eller noget 4.?

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over andres måde, at løse udfordringer på. De aller fleste forældre kender eller kan finde løsningen frem på et givent problem. Nogle gange kræver det sparring med andre, men det der føles rigtigt helt inde i hjertekuglen, det kan andre ikke finde frem. Ofte bliver børns søvn ophøjet til et ideologisk tema, der “skiller fårene for bukkene”. Måden hvorpå vi som forældre putter vores børn, sover sammen, vækker dem igen, rummer deres “natte-fester” osv. har jeg erfaret kan opleves som en følelse af succes og medlemsskab af “de gode forældres klub” eller det modsatte. Lad os lige aflive den tese én gang for alle.

Det der virker for den ene familie virker ikke nødvendigvis for den anden

Nogle familier lever et liv, hvor “rod” i søvnen ikke vælter læsset. Andre familier er anderledes stillet og det er der råd for.

Jeg glæder mig til næste workshop i samarbejde med Anna fra www.kiddiezonen.dk. Anna og jeg kommer med viden om søvn, putning og meget mere, der frit kan afbenyttes, når søvn er i fokus i børnefamilien. Der vil være både tips og trick og Anna vil komme med en introduktion til “hands-on” zoneterapi, der med fordel kan afprøves på dagen og fremover derhjemme.

Billetter kan købes på www.billetto.dk – arrangementet afholdes d. 6. april 2017.

 

Hav en dejlig dag

Louise

 

Hvad skal det nu til for?

 

Jeg er sundhedsplejerske – ikke blogger – alligevel blogger jeg?

Der er flere, der har foreslået mig, at lave en blog. Jeg er jo glad for at formidle – også på skrift, så det er jo egentlig meget oplagt. Jeg har bare været meget lang tid om at tage mig sammen. Efter lange overvejelser og med stor hjælp fra min SEO/”SO-ME”-master Anne Billing, har jeg nu taget springet.

Hvis du ikke kender til mig, så kommer der en lille præsentation her:  (hvis du er heeelt med på hvem giraffen er, så spring det lystigt over).

Jeg hedder Louise Munk-Poulsen. Jeg er i skrivende stund 42 år. Jeg er uddannet sygeplejerske og sidenhen sundhedsplejerske. Jeg har arbejdet som “almindelig” sundhedsplejerske i kommunalt regi, men valgte for et par år siden, at slå mig ned som privat sundhedsplejerske med mit firma www.dinsundhedspleje.dk . Jeg havde lyst til, at “udøve” sundhedspleje på en mere utraditionel vis, med større fleksibilitet og uden uret tikkende i baggrunden. Mit ønske var, at koncentrere mig om kerneopgaven : at vejlede, hjælpe og støtte forældre til børn mellem 0-16 år helt på deres præmisser – selvfølgelig indenfor mine faglige grænser.

Jeg rykker ud, når forældrene ringer eller skriver indenfor kort tid – det giver rigtig meget mening, for når man har valgt at bede om hjælp og vejledning, så nytter det ikke noget, at der går flere dage inden hjælpen dukker op. Nå ja og så laver jeg forskellige oplæg og foredrag i daginstitutioner, på eget initiativ og i samarbejde med bla. det bæredygtige børnetøjs-koncept “Vigga.us”.

Min egen familie består af min mand, vores fire børn, mig selv, hunde, kaniner og minsandten en kat og en hest!

Hvad er egentlig meningen?

Min tanke er, at jeg vil skrive indlæg, der har relevans for forældre til børn mellem 0 – 16 år. Den aldersgruppe som jeg som sundhedsplejerske er uddannet i og har erfaring i at arbejde med. Mine indlæg vil komme dumpende, når det giver mening. Jeg forestiller mig, at jeg i perioder vil have en masse på hjertet og i andre perioder lidt mere ro på.

Der er mulighed for, at I kommer med kommentarer og jeg vil også meget gerne have jeres input til interessante emner. Vi kommer helt sikkert ikke uden om søvn, mad til småbørn, putning, søskenderelationer, forebyggelse af infektioner, når to bliver til tre og institutionsstart – ja og meget meget mere.

Jeg håber meget, at du vil læse med og vende tilbage igen og igen.

Kærlig hilsen

Louise