Boost din babys søvn

 Små børn sover vel når de er trætte- ik’?

Jeg er nogle gange blevet spurgt i forbindelse med, at jeg sammen med zoneterapeut Anna Ørtved, har afholdt workshoppen “Boost din babys søvn”, om det egentlig overhovedet giver mening, at forsøge at påvirke det mindre barns søvn i en positiv retning. Kritikken er gået på, at børn vel sover når de er trætte og at vi forældre så blot må indrette os i forhold til dette.

Jeg forstår til dels pointen. Og så alligevel ikke. Igennem de år jeg har arbejdet dels som børnesygeplejerske og sidenhen som sundhedsplejerske, har jeg mødt virkelig mange forældre, der beskriver søvnmønstre og putnings-seancer som noget af det mest udfordrende de oplever, ved at være forældre. Det er både forældre til helt små børn, men også forældre til teenagere. Ja og jeg har jo også mødt børnene – både de “kære små”, men også de “trætte store” 😉 For dem var mangel på søvn eller rod i søvnmønsteret i aller højeste grad værd at bruge lidt energi på.

Virker de gode råd så?

Det må jo komme an på en prøve. Jeg siger ofte til forældre, at når de er lige dér, hvor de enten opsøger hjælp, sætter sig ned og kigger hinanden dybt i øjnene og måske faktisk føler, at “nu er det f…nok”, så er det lige der, de er aller mest motiverede for, at gøre en indsats og ændre på tingenes tilstand og det mærker barnet, hvad enten han er 5 mdr. eller 15 år.

Godnat og sov godt, kanin-tricket, samsovning eller noget 4.?

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over andres måde, at løse udfordringer på. De aller fleste forældre kender eller kan finde løsningen frem på et givent problem. Nogle gange kræver det sparring med andre, men det der føles rigtigt helt inde i hjertekuglen, det kan andre ikke finde frem. Ofte bliver børns søvn ophøjet til et ideologisk tema, der “skiller fårene for bukkene”. Måden hvorpå vi som forældre putter vores børn, sover sammen, vækker dem igen, rummer deres “natte-fester” osv. har jeg erfaret kan opleves som en følelse af succes og medlemsskab af “de gode forældres klub” eller det modsatte. Lad os lige aflive den tese én gang for alle.

Det der virker for den ene familie virker ikke nødvendigvis for den anden

Nogle familier lever et liv, hvor “rod” i søvnen ikke vælter læsset. Andre familier er anderledes stillet og det er der råd for.

Jeg glæder mig til næste workshop i samarbejde med Anna fra www.kiddiezonen.dk. Anna og jeg kommer med viden om søvn, putning og meget mere, der frit kan afbenyttes, når søvn er i fokus i børnefamilien. Der vil være både tips og trick og Anna vil komme med en introduktion til “hands-on” zoneterapi, der med fordel kan afprøves på dagen og fremover derhjemme.

Billetter kan købes på www.billetto.dk – arrangementet afholdes d. 6. april 2017.

 

Hav en dejlig dag

Louise