Skyld med skyld på

Skyld – det er da noget vi giver til hinanden

Så havde jeg hende i røret igen.  Moren der var kommet i tvivl om sin egen dømmekraft og mavefornemmelse. Hun var blevet foræret en lille pose med skyld sammen med det aflagte børnetøj og de velmenende råd og anbefalinger. Så nu havde hun sammen med med sin mand vendt og drejet deres fælles beslutning og forsøgt at veje de fordele og ulemper, de allerede havde forholdt sig til endnu engang.

Det er ikke den helt samme mor jeg har i røret igen-  og jeg er skam meget glad for, at hun ringer. Det er blot enndu en forvirret og fortvivlet mor – ja forældrepar, der mister balancen og har svært ved at navigere i et farvand fyldt med risici og hvor et enkelt skridt i den “gale” retning, kan opleves som fatalt for deres barns trivsel.

Lad os kyle facitlisterne over bord

Det mener jeg mere end jeg mener ret meget andet, når det kommer til familieliv. Facitlister hører til i matematik og ikke i relationer.

Naturligvis er der behov som alle børn skal have dækket – helt ligesom voksne. Ét af disse behov er omsorg, nærvær og kærlighed – under samme hat. Der er ingen der kan fungere uden. Vi forældre viser det på forskellige måder og der skal gribes ind, når barnet ikke er i trivsel – ingen tvivl om det!

De forældre jeg mener vil have gavn af, at sætte sig ned og folde de velmenende og facitliste-lignende vejledninger til en fin lille papir-flyver for derefter, at sende den afsted, er IKKE forældre til børn, der udsættes for svigt af deres forældre.

Det er forældre, der egentlig har ret godt held med, at mærke hvad der er rigtigt og forkert i deres familie. De tvivler også, diskuterer, er givetvis også lidt uenige men finder den bedste løsning. Og så vover de pelsen at vise deres tvivl og deler den med omverdenen og måske også med personer, der beskæftiger sig med familieliv – ja sådan nogle som mig…!  Og så sker det uheldige, at de bliver mødt af andres antagelser om, hvordan det må være, at være i deres sko – men med “andres” fødder – det er sjældent et perfect match.

Selvfølgelig skal forældre ikke blot føjes og fastholdes i deres spor, hvis det rent faktisk ender i en blindgyde, der ikke er god for barnet eller forældrene. Det kan nogle gange være lettere, at se udefra. Jeg vejleder ofte forældre i en retning, de måske ville ønske havde været lettere og mindre krævende, men som er mest hensigtsmæssig og nødvendig.

Nå men, den her mor skulle med sit job på en udenlandsrejse, når hendes barn var 9 mdr. Hun havde sammen med sin mand mange relevante og fornuftige tanker, der omhandlede amning/flaske, skemåltider, søvn og ikke mindste mors og barns fravær af hinanden. Hun var klog den mor – klog på sig selv, sit barn, sit liv og alligevel i tvivl om hun var på vej ud på dybt vand, hvor der ikke var nogen vej tilbage – at hun svigtede sit barn – at det var uforsvarligt.

Hvordan ved man, at man vælger rigtigt?

Hvordan ved man egentlig, at man træffer det rigtige valg for sig selv og ens barn? Det havde vi en lang snak om.

Forældrene havde mødt en del modstand fra omverdenen i forhold til den forestående rejse. Udfordringerne i forbindelse med amning/flaske mm. fandt vi en god mulig løsning på. Men mors følelse af, at svigte sit barn med sit fravær hang i luften. Begge forældre havde sat sig ned mange gange og talt scenariet igennem – de var så forberedte på det som man nu kan blive på livet med et barn 2 mdr. frem i tiden – altså fiktivt forberedt men ved godt mod. Men mor følte, at hun nærmest omsorgssvigtede sit barn – ved at lade det være alene i hænderne på far! Det var ikke hendes kernefølelse, men det var det hun hørte andre sige mellem linierne og nogle også direkte måske nok formuleret mere spiseligt – omend med en bismag. Havde fars job planlagt en tilsvarende rejse, havde de fleste nok sendt ham vel afsted.

Man bliver så træt

Man bliver så træt – også selv om man er udhvilet. Det er så urimeligt og ærgerligt, når forældre oplever, at blive set skævt til – ret beset fordi de slet ikke bliver set – som de er. Denne lille familie havde egentlig ro omkring deres beslutning – næsten i hvert fald. Mors arbejde krævede, at hun valgte at give fars rolle fuld skrue i en uge. Hun brændte for sit job og vidste, at hvis hun ikke tog med, så var hun sat bagud i beslutningsprocesser i en rum tid frem. Arbejdspladsen krævede ikke, at hun deltog, men hun havde lyst. Og jeg tror faktisk, at det netop var lige præcis den følelse “lyst”, der gav bagslag, når hun delte sine tanker omkring rejsen med andre. Der kan ligge en lille usagt og ubevidst antagelse i mange om, at mor helst ikke skal have alt for meget lyst til andet end at barsle og tilgodese familielivet i de første år i barnets liv. Men det er blot min antagelse.

Hvis vi nu i stedet blev enige om, at så længe vores menneskebørn trives (og det gør de allerbedst, når vi også gør det), så er der mange måder at leve. Vi hører det igen og igen – “det der er rigtigt for nogen er  ikke nødvendigvis det rigtige for andre”. Den sætning er god at skrive sig bag øret – men endnu bedre, hvis man finder den frem – når man enten bliver bedt om et godt råd eller simplethen ikke kan lade være med, at komme med sin mening.

Hav en dejlig dag.