Skyld med skyld på

Skyld – det er da noget vi giver til hinanden

Så havde jeg hende i røret igen.  Moren der var kommet i tvivl om sin egen dømmekraft og mavefornemmelse. Hun var blevet foræret en lille pose med skyld sammen med det aflagte børnetøj og de velmenende råd og anbefalinger. Så nu havde hun sammen med med sin mand vendt og drejet deres fælles beslutning og forsøgt at veje de fordele og ulemper, de allerede havde forholdt sig til endnu engang.

Det er ikke den helt samme mor jeg har i røret igen-  og jeg er skam meget glad for, at hun ringer. Det er blot enndu en forvirret og fortvivlet mor – ja forældrepar, der mister balancen og har svært ved at navigere i et farvand fyldt med risici og hvor et enkelt skridt i den “gale” retning, kan opleves som fatalt for deres barns trivsel.

Lad os kyle facitlisterne over bord

Det mener jeg mere end jeg mener ret meget andet, når det kommer til familieliv. Facitlister hører til i matematik og ikke i relationer.

Naturligvis er der behov som alle børn skal have dækket – helt ligesom voksne. Ét af disse behov er omsorg, nærvær og kærlighed – under samme hat. Der er ingen der kan fungere uden. Vi forældre viser det på forskellige måder og der skal gribes ind, når barnet ikke er i trivsel – ingen tvivl om det!

De forældre jeg mener vil have gavn af, at sætte sig ned og folde de velmenende og facitliste-lignende vejledninger til en fin lille papir-flyver for derefter, at sende den afsted, er IKKE forældre til børn, der udsættes for svigt af deres forældre.

Det er forældre, der egentlig har ret godt held med, at mærke hvad der er rigtigt og forkert i deres familie. De tvivler også, diskuterer, er givetvis også lidt uenige men finder den bedste løsning. Og så vover de pelsen at vise deres tvivl og deler den med omverdenen og måske også med personer, der beskæftiger sig med familieliv – ja sådan nogle som mig…!  Og så sker det uheldige, at de bliver mødt af andres antagelser om, hvordan det må være, at være i deres sko – men med “andres” fødder – det er sjældent et perfect match.

Selvfølgelig skal forældre ikke blot føjes og fastholdes i deres spor, hvis det rent faktisk ender i en blindgyde, der ikke er god for barnet eller forældrene. Det kan nogle gange være lettere, at se udefra. Jeg vejleder ofte forældre i en retning, de måske ville ønske havde været lettere og mindre krævende, men som er mest hensigtsmæssig og nødvendig.

Nå men, den her mor skulle med sit job på en udenlandsrejse, når hendes barn var 9 mdr. Hun havde sammen med sin mand mange relevante og fornuftige tanker, der omhandlede amning/flaske, skemåltider, søvn og ikke mindste mors og barns fravær af hinanden. Hun var klog den mor – klog på sig selv, sit barn, sit liv og alligevel i tvivl om hun var på vej ud på dybt vand, hvor der ikke var nogen vej tilbage – at hun svigtede sit barn – at det var uforsvarligt.

Hvordan ved man, at man vælger rigtigt?

Hvordan ved man egentlig, at man træffer det rigtige valg for sig selv og ens barn? Det havde vi en lang snak om.

Forældrene havde mødt en del modstand fra omverdenen i forhold til den forestående rejse. Udfordringerne i forbindelse med amning/flaske mm. fandt vi en god mulig løsning på. Men mors følelse af, at svigte sit barn med sit fravær hang i luften. Begge forældre havde sat sig ned mange gange og talt scenariet igennem – de var så forberedte på det som man nu kan blive på livet med et barn 2 mdr. frem i tiden – altså fiktivt forberedt men ved godt mod. Men mor følte, at hun nærmest omsorgssvigtede sit barn – ved at lade det være alene i hænderne på far! Det var ikke hendes kernefølelse, men det var det hun hørte andre sige mellem linierne og nogle også direkte måske nok formuleret mere spiseligt – omend med en bismag. Havde fars job planlagt en tilsvarende rejse, havde de fleste nok sendt ham vel afsted.

Man bliver så træt

Man bliver så træt – også selv om man er udhvilet. Det er så urimeligt og ærgerligt, når forældre oplever, at blive set skævt til – ret beset fordi de slet ikke bliver set – som de er. Denne lille familie havde egentlig ro omkring deres beslutning – næsten i hvert fald. Mors arbejde krævede, at hun valgte at give fars rolle fuld skrue i en uge. Hun brændte for sit job og vidste, at hvis hun ikke tog med, så var hun sat bagud i beslutningsprocesser i en rum tid frem. Arbejdspladsen krævede ikke, at hun deltog, men hun havde lyst. Og jeg tror faktisk, at det netop var lige præcis den følelse “lyst”, der gav bagslag, når hun delte sine tanker omkring rejsen med andre. Der kan ligge en lille usagt og ubevidst antagelse i mange om, at mor helst ikke skal have alt for meget lyst til andet end at barsle og tilgodese familielivet i de første år i barnets liv. Men det er blot min antagelse.

Hvis vi nu i stedet blev enige om, at så længe vores menneskebørn trives (og det gør de allerbedst, når vi også gør det), så er der mange måder at leve. Vi hører det igen og igen – “det der er rigtigt for nogen er  ikke nødvendigvis det rigtige for andre”. Den sætning er god at skrive sig bag øret – men endnu bedre, hvis man finder den frem – når man enten bliver bedt om et godt råd eller simplethen ikke kan lade være med, at komme med sin mening.

Hav en dejlig dag.

 

Søskende : Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre?

For hvis skyld vælger vi egentlig, at vores børn skal have søskende?

Overskriften på dette blogindlæg skurer egentlig lidt i mine ører, alligevel ændrer jeg den ikke! Tidligere idag var jeg ude hos en mor, der for godt en måned siden var blevet mor – for anden gang. Pludselig var der ikke blot ét barn i huset, der var et par søskende!

Det var ikke amningen, søvnen eller babys trivsel der fyldte mest i familien, men det at gå fra at være tre personer til fire. Det var ikke nemt. Det havde vi en lang snak om. De gjorde det godt de forældre. Alt var som det skulle være : en blanding af kaos og kosmos, shit og Chanel.

Og så rundede vi netop “temaet” : hvad kan man egentlig forvente som forældre, når tre bliver til fire? I store træk kan man forvente flg.:

  1. Man kan forvente, at Verden som den var for evigt er forandret. Bedst som man synes, at man da egentlig var begyndt at have ret godt styr på det der med at være forældre og have et barn, ja så bliver alting anderledes.
  2. Man kan forvente, at rytmerne brydes, aftenerne bliver længere, nætterne kortere og morgenerne mere kaotiske. Var man begyndt at få mange timers sammenhængnede søvn, så kan man for en periode godt vinke farvel til den gode.
  3. Man kan forvente, at de ambivalente følelser tårner sig op. “Den store”, der før var den lille, kan blive frygtelig irriterende og “den lille” som jo kun er lille, kan give én dårlig samvittighed overfor “den store”.
  4. Man kan forvente, at planlægning er den største udfordring i hverdagen. Ønsket om at kunne forudsige hvad tid man kommer ud ad døren og møder op et givent sted, kan lynhurtigt ende med at frustrere og blive kilden til diskussioner mellem de voksne.
  5. Man kan forvente, at ens billede af “den store” søskende ændrer sig kolossalt og man kan forvente, at den store ikke finder sig i, at være stor på kommando.
  6. Man kan forvente, at det føles forunderligt, at den kærlighed man havde til den førstfødte pludselig kan fordobles OG blive delbar på én gang, selvom man troede, at man ikke kunne elske højere, end man hidtil havde gjort.
  7. Og så kan man forvente, at den førstefødte ikke klapper begejstret i sine små buttede hænder den første tid med baby i huset – og man må erkende, at når alt kommer til alt, så er det suverænt en voksen-beslutning, at få barn nr. 2, 3, 4 m.fl. og at det ofte tager tid, før man kan høste de positive frugter af søskende-skabet.

Netop derfor skurer overskriften “Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre” også i mine ører, for vi forældre kan være meget optagede af, hvordan det for os opleves, at føje endnu et barn til familien – at skabe en søskende-flok. Vi kan forestille os både det sure med det søde – og det er fornuftigt, men vi må ikke forvente, at storebror eller søster “samarbejder”. “Det store” barn er nemlig anderledes stillet. Ofte er barnet blot 2-3 år, når lillebror eller søster kommer til Verden og i den alder er det simpelthen umuligt, at forvente sig særligt meget af noget som helst andet end nu’et og få timer frem. Ud fra “den stores” alder, kan vi som forældre gøre os forskellige tanker. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i netop dette barn og hans/hendes alder og udvikling. Vi kan som forældre således blot forsøge, at forberede “den store” på babys ankomst, men vi må ikke forvente os for meget – for tidligt.

Har du/I brug for en snak med mig om dette emne eller andre der omhandler livet med børn, så ring eller skriv.

Kærlig hilsen

Louise