Overspringshandlinger – en uundgåelig del af mor-rollen?

Når tiden løber, hvor bliver den så af?

Da jeg besluttede mig for, at lave en blog tænkte jeg, at jeg jo “er sådan én”, der er nysgerrig og har meninger om mange ting vedrørende børn, mor-rollen og familieliv og dermed jo bare ville flyde over med indlæg. Hold da op hvor tog jeg fejl! Det er altså svært at formulere noget, man tilnærmelsesvis selv gider læse – særligt fordi jeg af og til faktisk kan blive lidt træt af at lytte til mine egne tanker, hvad enten jeg vejleder forældre, sparrer med kolleger og samarbejdspartnere, diskuterer med manden eller sludrer med veninderne. Nu sidder jeg her dog igen – ved tasterne – og har noget på hjertet som for tiden fylder en del for mig.

Det hænger egentlig ikke så meget sammen med at være privat sundhedsplejerske, vejledning af forældre eller vurdering af børns trivsel. Alligevel vedrører det i høj grad forældreskabet – i dette tilfælde “mor-rollen” som jeg for tiden oplever den.

Hvem kan sejle foruden vind?

Jeg skal ikke kunne udelukke, at der kan sidde nogle fædre derude og nikke genkendende til mit indlæg – jeg har hidtil kun talt med mødre, der fortæller om “fænomenet” – jeg må ud og researche lidt blandt fædre.

Lige for tiden er overspringshandlinger de handlinger jeg gør flest af. Imens jeg skriver dette indlæg har jeg bl.a. sendt en SMS til min største datter og mindet hende om at tage til tandlægen i eftermiddag. Jeg har også på tankeplanet forholdt mig til aftensmadens menu, lukket hundene ud i haven, fyldt deres vandskål, drukket en kop kaffe ved håndvasken og så alt det løse.

Igår var jeg til en work-shop for selvstændige erhvervsdrivende. Det viste sig, at jeg ikke alene med denne tendens til at miste fokus og bilde mig selv ind, at en hel masse ting liiige skal på plads og gøres inden jeg kan komme videre til det jeg egentlig havde tænkt mig. Jeg bliver top-frustreret, hver gang jeg bliver opmærksom på det.

Work-shoppen gav mig så det der berømte lille puf, til at sætte lidt i system og huske på at prioritere mig. I mit tilfælde er én af de ting jeg vil øve mig i, at rykke på de initiativer jeg inspireres til at tage i forhold til mit arbejdsliv. Der er givetvis noget om snakken, at “ting ta’r den tid ting ta’r” og at det hele jo også er en proces og at udvikling sker i modvind… osv. osv. Men summa summarum, så sker tingene ikke af sig selv.

Mor er den bedste i Verden

Hvem har mon fundet på det? Altså ud over at “mor” da bestemt er tæt på den aller bedste i Verden i de fleste tilfælde, så tror jeg altså at det sagtens kunne være en mor, der har fundet på det. Vi har en tendens til, at gøre os selv uundværlige – mig selv inklusiv! Når jeg sender en reminder om tandlægen til min datter imens jeg egentlig burde arbejde, så fratager jeg ikke bare hende muligheden for, at kunne sole sig i sin egen ansvarlighed, jeg lægger også ekstra i bunken af irritation over mit eget manglende fokus. På plussiden kan jeg nu klappe mig selv på skulderen over at hun kom afsted til tiden og glædes over, at der jo ikke er en finger at sætte på punktligheden i vores familie – NOT! Det er jo lidt som at tisse i bukserne, det varmer kun kort. Jeg ved, at det er sat lidt på spidsen, at bruge denne overspringshandling i form af en reminder -SMS som eksempel på hvordan jeg ubevidst gør mig selv uundværlig, men mange bække små skaber et vandfald af overspringshandlinger og “ofringer” for familien og børnene, der ikke nødvendigvis er gavnlige for nogen – slet ikke min blogskrivning.

Så nu er det tid til afhentning i børnehaven- jeg må løbe…..