Skyld med skyld på

Skyld – det er da noget vi giver til hinanden

Så havde jeg hende i røret igen.  Moren der var kommet i tvivl om sin egen dømmekraft og mavefornemmelse. Hun var blevet foræret en lille pose med skyld sammen med det aflagte børnetøj og de velmenende råd og anbefalinger. Så nu havde hun sammen med med sin mand vendt og drejet deres fælles beslutning og forsøgt at veje de fordele og ulemper, de allerede havde forholdt sig til endnu engang.

Det er ikke den helt samme mor jeg har i røret igen-  og jeg er skam meget glad for, at hun ringer. Det er blot enndu en forvirret og fortvivlet mor – ja forældrepar, der mister balancen og har svært ved at navigere i et farvand fyldt med risici og hvor et enkelt skridt i den “gale” retning, kan opleves som fatalt for deres barns trivsel.

Lad os kyle facitlisterne over bord

Det mener jeg mere end jeg mener ret meget andet, når det kommer til familieliv. Facitlister hører til i matematik og ikke i relationer.

Naturligvis er der behov som alle børn skal have dækket – helt ligesom voksne. Ét af disse behov er omsorg, nærvær og kærlighed – under samme hat. Der er ingen der kan fungere uden. Vi forældre viser det på forskellige måder og der skal gribes ind, når barnet ikke er i trivsel – ingen tvivl om det!

De forældre jeg mener vil have gavn af, at sætte sig ned og folde de velmenende og facitliste-lignende vejledninger til en fin lille papir-flyver for derefter, at sende den afsted, er IKKE forældre til børn, der udsættes for svigt af deres forældre.

Det er forældre, der egentlig har ret godt held med, at mærke hvad der er rigtigt og forkert i deres familie. De tvivler også, diskuterer, er givetvis også lidt uenige men finder den bedste løsning. Og så vover de pelsen at vise deres tvivl og deler den med omverdenen og måske også med personer, der beskæftiger sig med familieliv – ja sådan nogle som mig…!  Og så sker det uheldige, at de bliver mødt af andres antagelser om, hvordan det må være, at være i deres sko – men med “andres” fødder – det er sjældent et perfect match.

Selvfølgelig skal forældre ikke blot føjes og fastholdes i deres spor, hvis det rent faktisk ender i en blindgyde, der ikke er god for barnet eller forældrene. Det kan nogle gange være lettere, at se udefra. Jeg vejleder ofte forældre i en retning, de måske ville ønske havde været lettere og mindre krævende, men som er mest hensigtsmæssig og nødvendig.

Nå men, den her mor skulle med sit job på en udenlandsrejse, når hendes barn var 9 mdr. Hun havde sammen med sin mand mange relevante og fornuftige tanker, der omhandlede amning/flaske, skemåltider, søvn og ikke mindste mors og barns fravær af hinanden. Hun var klog den mor – klog på sig selv, sit barn, sit liv og alligevel i tvivl om hun var på vej ud på dybt vand, hvor der ikke var nogen vej tilbage – at hun svigtede sit barn – at det var uforsvarligt.

Hvordan ved man, at man vælger rigtigt?

Hvordan ved man egentlig, at man træffer det rigtige valg for sig selv og ens barn? Det havde vi en lang snak om.

Forældrene havde mødt en del modstand fra omverdenen i forhold til den forestående rejse. Udfordringerne i forbindelse med amning/flaske mm. fandt vi en god mulig løsning på. Men mors følelse af, at svigte sit barn med sit fravær hang i luften. Begge forældre havde sat sig ned mange gange og talt scenariet igennem – de var så forberedte på det som man nu kan blive på livet med et barn 2 mdr. frem i tiden – altså fiktivt forberedt men ved godt mod. Men mor følte, at hun nærmest omsorgssvigtede sit barn – ved at lade det være alene i hænderne på far! Det var ikke hendes kernefølelse, men det var det hun hørte andre sige mellem linierne og nogle også direkte måske nok formuleret mere spiseligt – omend med en bismag. Havde fars job planlagt en tilsvarende rejse, havde de fleste nok sendt ham vel afsted.

Man bliver så træt

Man bliver så træt – også selv om man er udhvilet. Det er så urimeligt og ærgerligt, når forældre oplever, at blive set skævt til – ret beset fordi de slet ikke bliver set – som de er. Denne lille familie havde egentlig ro omkring deres beslutning – næsten i hvert fald. Mors arbejde krævede, at hun valgte at give fars rolle fuld skrue i en uge. Hun brændte for sit job og vidste, at hvis hun ikke tog med, så var hun sat bagud i beslutningsprocesser i en rum tid frem. Arbejdspladsen krævede ikke, at hun deltog, men hun havde lyst. Og jeg tror faktisk, at det netop var lige præcis den følelse “lyst”, der gav bagslag, når hun delte sine tanker omkring rejsen med andre. Der kan ligge en lille usagt og ubevidst antagelse i mange om, at mor helst ikke skal have alt for meget lyst til andet end at barsle og tilgodese familielivet i de første år i barnets liv. Men det er blot min antagelse.

Hvis vi nu i stedet blev enige om, at så længe vores menneskebørn trives (og det gør de allerbedst, når vi også gør det), så er der mange måder at leve. Vi hører det igen og igen – “det der er rigtigt for nogen er  ikke nødvendigvis det rigtige for andre”. Den sætning er god at skrive sig bag øret – men endnu bedre, hvis man finder den frem – når man enten bliver bedt om et godt råd eller simplethen ikke kan lade være med, at komme med sin mening.

Hav en dejlig dag.

 

Teenager eller tumling : same same but different

Når livet rækker dig citroner – lav lemonade

Teenager, tumling – same same but different.

Jeg er egentlig på vej ud ad døren til et besøg, men har haft i tankerne, at jeg skulle skrive et indlæg igennem hele den sidste uge.  Jeg har haft mange spændende bolde i luften og er virkelig glad og beæret over de sjove og interessante arbejdsopgaver jeg render ind i.

Når jeg sådan kigger tilbage på ugen der gik, så synes jeg, at jeg ser en rød tråd. Ja selvfølgelig gør jeg det : børn og forældre er jo ret gennemgående i mit arbejdsliv. Jeg ser dog også et mønster eller en stemning, der præger det hele. Jeg har været ude i forskellige besøg hos familier med behov for vejledning i forhold til deres småbørn. Jeg har rådgivet over telefonen og undervist en flok dejlige teenagere og lavet et foredrag for en bunke skønne århusianske mødre. Fælles for dem alle var, at de gjorde sig umage i livet. Umage når det kom til relationen til deres børn, andres børn og mennesker omkring dem. Fælles for dem alle var dog også, at de i deres “umagehed” også satte meget høje krav til dem selv. Det der med krav oplever jeg som et tveægget sværd. På den ene side er det det, der skaber udvikling i forældrerollen, men det er også det, der kan skabe en unødvendig usikkerhed og tvivl, der slører blikket og tankerne og ikke mindst mavefornemmelsen.

Citroner er sure, men lidt undervurderede – helt ligesom teenagere

Jeg er vild med det engelske ordsprog “when life gives you lemons, make lemonade”. Hvor vil jeg hen med det? Altså om man er forældre, teenager – som dem jeg underviste tidligere på ugen eller en hvilken som helst anden, så vil man jo rende ind i at livet kan føles lidt surt til tider og man vil opleve, at man ikke kan leve op til sine egne forstillinger som f.eks. “den gode forælder”. Da jeg for et par aftener siden sad til premieren på filmen “adult under construction” og blev klogere på teenagelivet og den fantastiske udvikling vi alle går igennem i disse år, så var jeg lige ved at snuble over den røde tråd som åbenbart har fulgt mig genenm hele ugen 😉

Igen dukkede umageheden og de høje krav op. Teenagerne stiller høje krav til dem selv og til os som forældre og vi forældre stiller tårnhøje krav til os selv – og vores teenagere. De skal helst vågne op dagen efter konfirmationen med en fornuft og dømmekraft som en voksen ellers er de uregerlige, genstridige og problematiske.

Hav grundlæggende tillid til mavefornemmelsen

Jeg gik ud fra filmen med en særlig fornemmelse i maven – måske den berømte mavefornemmelse. I hvert fald, blev jeg igen opmærksom på, at hvis vi som forældre bevidst vælger, at se hverdagen i helikopter-perspektiv, når den næsten vælter, tæller til 110 når tumlingen tumler og holder os for munden, når vores teenagere fortæller os hvordan Verden rent faktisk hænger sammen, så skaber vi den bedste mulighed for udvikling og selvstændighed hos store og små. Som én af eksperterne i filmen sagde “mit bedste råd til teenagere er : oplev så meget som muligt, men vær forsigtig under vejs”.

Erfaringer kan ikke videregives eller arves direkte igennem generationer – de skal…erfares.