Institutionsliv – kærlighed og klapsalver eller træthed og afklapsninger?

Kærlighed og klapsalver

Mine 4 børn har alle gået i den samme institution. Ikke på samme tid ganske vist, men over de sidste 14 år, har vi uafbrudt haft børn i den samme institution.   Meget har ændret sig, det er helt tydeligt, når man har været med i så mange år. Der er fortsat masser af kærlighed og klapsalver til børnene og pædagogerne, men ressourcerne er ændret.

Da mine ældste piger startede institutionslivet, var der f.eks. en fast vikar tilknyttet institutionen. Hun kendte huset, alle stuerne, personalet og børnene og stod klar, når der var behov. Nu er der ikke råd til vikarer – ej heller på timebasis. Når der er sygdom eller fravær af anden art, så er der blot færre hænder til at varetage kærligheden, lede på vej og give klapsalverne. Det er man desværre vandt til, når man har arbejdet i sygehusvæsenet som jeg – man kan sagtens gå hen og blive lidt kynisk eller blind, når det der egentlig er unormalt ender med, at blive det normale.

 

Kært barn har vitterligt mange navne

Der har været arbejdsnedlæggelser og strejker i institutionen – kært barn har mange navne. Konsekvensen var til at tage og føle på : en masse frustrerede forældre, der var på spanden og en masse børn, der var godt forvirrede. Det virkede en anelse omsonst og ustruktureret og ikke alle bakkede op om pædagogernes nødråb, da det først begyndte at blive besværligt. Desværre blev det som jeg husker det, ikke til så mange ekstra ressourcer til daginstitutionerne.

Jeg er ikke særligt politisk velargumenteret. Det er svært at gennemskue hvor krydset skal sættes, hvis man ønsker det gode børneliv synes jeg. Det kan lyde for nemt, men der er ingen tvivl om, at flere økonomiske ressoucer vil være en hjælp i daginstitutionerne. Hvis der er flere pædagoger, er der mulighed for mere fokus på børnene. Der vil være tid til nærvær og fordybelse og mere personlig kontakt. Som forældre vil man kunne spørge til ens barns dag, uden at føle, at det tager tid fra børnene og dagens gøremål. Flere hænder = mere nærvær!

Indtil pengene kommer tror jeg, at vi forældre må gøre brug af en anden strategi og tage skeen i egen hånd. Vi kan ikke regne med, at daginstitutionen er det bedste sted i verden for vores børn. Vuggestuerne er til for samfundets skyld, der er ingen små børn under to år, der hvis de kunne, ville bede om at slippe mor og far flere sammenlagte timer dagligt og tilbringe disse timer sammen med jævnaldrende og to pædagoger. Der er ingen børn, der får den optimale opmærksomhed og nærvær i børnehaven, hvis de som i min datters institution, må nøjes med 2 pædagoger til 22 børn de fleste af dagens timer. Jeg tænker det er logik for burhøns.

Når den hårde kost kræver nye skeer

Det er hårdt kost for os forældre, at det er det vi tilbyder vores børn. Man får trang til at kompensere eller behov for at bebrejde. Det ligger lige for, at undre sig over, at de ikke kommer på flere ture eller lignende. Jeg kender selv følelsen – “hvor svært kan det lige være, at samle en flok og trave derud af”?

Egentlig tror jeg ofte, at vi forældre – mig selv inklusiv- skulle gøre op med forestillingen om den perfekte daginstitution. Vi er nødt til selv at trave de ture, male det legehus, plante de krydderurtebede som vi synes de burde gøre i institutionen sammen med vores børn – hvis det er så sindsygt vigtigt.

Ja det er hårdt kost for os forældre -men hårdere for børnene. Mange har valgt den mest hensigtsmæssige tilgang til det faktum, at vores børn er institutionaliserede, så de ikke pines af dårlig samvittighed – nemlig at holde fast i, at det er dét der er realistisk for at få hverdagen til at køre rundt – at vores børn skal i institution. Andre halser ud ad døren på job, for at hente så hurtigt som muligt, ofte med den dårlige samvittighed fra jobbet halsende lige i haserne.

Som tingene ser ud lige nu, så er der på daglig basis fare for, at det gode børneliv bliver det stressede børneliv. Hvis ansvar er det? Det er vi voksnes ansvar. Politkernes, ledernes, pædagogernes, vælgernes, forældrenes. Vi må hver især handle der hvor vi kan.

Som forældre mærker vi presset følelsesmæssigt. Det er hårdt, hvis vi oplever, at vores barn ikke trives i hverdagen. Der er mange ting at skrive om børns trivsel. Lige i denne sammenhæng må man blot konstatere, at mange timer i daginstitutionen kan virke stressende for vores børn – særligt under de præmisser de opholder sig under.

Kan vi effektivisere og optimere os til mere tid og nærvær?

Når vi alligevel må aflevere dem der, kan vi tænke over hvordan vi gøre det. Det lyder trist, at vi skal effektivisere vores hverdag. Men med lidt struktur omkring, indkøb, madlavning og den øvrige fordeling af hverdagens gøremål, kan der faktisk frisættes noget tid og nogle ressourcer. Det er ikke givet, at vi kan arbejde færre timer – det er ikke løsningen for alle. Men vi kan tænke i alternativer på mange andre områder også.

Jeg møder masser af forældre, der med fordel kunne gribe deres hverdag an på samme vis som de griber deres arbejdsdag an. På jobbet lægger de planer, strukturerer, evaluerer og optimerer. I hjemmet kan vi lægge madplaner, gøre storindkøb, lave store portioner og fryse ned – for eksempel. På den vis, har vi lidt bedre tid, når vi henter lille Sofus i børnehaven. Tid til at sætte os ind i hans hverdag, læse en bog for ham og kammeraterne og se hvordan han fungerer sammen med dem. Tale lidt med en anden forælder og samlet set dels signalere overfor vores børn, at vi har tid, lyst og og interesse og dels blive  klogere på dem og deres dagligdag og de præmisser de fungerer under.

Oftest er det os voksne, der har behov for at køle ned

Jeg er overbevist om, at når vi cooler ned i afhentningssituationen, så får vi afmystificeret og svar på en masse de spørgsmål, der på sigt i pressede perioder kan ende med, at blive til frustrationer og bebrejdelser som “hvorfor fortæller Sofus at ingen gider lege”, “hvorfor er der altid så meget larm og ræs i børnehaven”, “hvem er hende den nye voksne med det røde hår, er der virkelig ingen information at hente her”?

Det er ikke løsningen på udfordringerne med for få ressourcer i daginstitutionen, at vi cooler ned ved afhentning – men jeg er overbevist om, at vi som forældre kan tage en del af ansvaret for at imødekomme det gode børneliv fremfor det stressede, ved at være bevidste om vores egen måde at være i børnelivet og institutionslivet på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *