Institutionsliv – kærlighed og klapsalver eller træthed og afklapsninger?

Kærlighed og klapsalver

Mine 4 børn har alle gået i den samme institution. Ikke på samme tid ganske vist, men over de sidste 14 år, har vi uafbrudt haft børn i den samme institution.   Meget har ændret sig, det er helt tydeligt, når man har været med i så mange år. Der er fortsat masser af kærlighed og klapsalver til børnene og pædagogerne, men ressourcerne er ændret.

Da mine ældste piger startede institutionslivet, var der f.eks. en fast vikar tilknyttet institutionen. Hun kendte huset, alle stuerne, personalet og børnene og stod klar, når der var behov. Nu er der ikke råd til vikarer – ej heller på timebasis. Når der er sygdom eller fravær af anden art, så er der blot færre hænder til at varetage kærligheden, lede på vej og give klapsalverne. Det er man desværre vandt til, når man har arbejdet i sygehusvæsenet som jeg – man kan sagtens gå hen og blive lidt kynisk eller blind, når det der egentlig er unormalt ender med, at blive det normale.

 

Kært barn har vitterligt mange navne

Der har været arbejdsnedlæggelser og strejker i institutionen – kært barn har mange navne. Konsekvensen var til at tage og føle på : en masse frustrerede forældre, der var på spanden og en masse børn, der var godt forvirrede. Det virkede en anelse omsonst og ustruktureret og ikke alle bakkede op om pædagogernes nødråb, da det først begyndte at blive besværligt. Desværre blev det som jeg husker det, ikke til så mange ekstra ressourcer til daginstitutionerne.

Jeg er ikke særligt politisk velargumenteret. Det er svært at gennemskue hvor krydset skal sættes, hvis man ønsker det gode børneliv synes jeg. Det kan lyde for nemt, men der er ingen tvivl om, at flere økonomiske ressoucer vil være en hjælp i daginstitutionerne. Hvis der er flere pædagoger, er der mulighed for mere fokus på børnene. Der vil være tid til nærvær og fordybelse og mere personlig kontakt. Som forældre vil man kunne spørge til ens barns dag, uden at føle, at det tager tid fra børnene og dagens gøremål. Flere hænder = mere nærvær!

Indtil pengene kommer tror jeg, at vi forældre må gøre brug af en anden strategi og tage skeen i egen hånd. Vi kan ikke regne med, at daginstitutionen er det bedste sted i verden for vores børn. Vuggestuerne er til for samfundets skyld, der er ingen små børn under to år, der hvis de kunne, ville bede om at slippe mor og far flere sammenlagte timer dagligt og tilbringe disse timer sammen med jævnaldrende og to pædagoger. Der er ingen børn, der får den optimale opmærksomhed og nærvær i børnehaven, hvis de som i min datters institution, må nøjes med 2 pædagoger til 22 børn de fleste af dagens timer. Jeg tænker det er logik for burhøns.

Når den hårde kost kræver nye skeer

Det er hårdt kost for os forældre, at det er det vi tilbyder vores børn. Man får trang til at kompensere eller behov for at bebrejde. Det ligger lige for, at undre sig over, at de ikke kommer på flere ture eller lignende. Jeg kender selv følelsen – “hvor svært kan det lige være, at samle en flok og trave derud af”?

Egentlig tror jeg ofte, at vi forældre – mig selv inklusiv- skulle gøre op med forestillingen om den perfekte daginstitution. Vi er nødt til selv at trave de ture, male det legehus, plante de krydderurtebede som vi synes de burde gøre i institutionen sammen med vores børn – hvis det er så sindsygt vigtigt.

Ja det er hårdt kost for os forældre -men hårdere for børnene. Mange har valgt den mest hensigtsmæssige tilgang til det faktum, at vores børn er institutionaliserede, så de ikke pines af dårlig samvittighed – nemlig at holde fast i, at det er dét der er realistisk for at få hverdagen til at køre rundt – at vores børn skal i institution. Andre halser ud ad døren på job, for at hente så hurtigt som muligt, ofte med den dårlige samvittighed fra jobbet halsende lige i haserne.

Som tingene ser ud lige nu, så er der på daglig basis fare for, at det gode børneliv bliver det stressede børneliv. Hvis ansvar er det? Det er vi voksnes ansvar. Politkernes, ledernes, pædagogernes, vælgernes, forældrenes. Vi må hver især handle der hvor vi kan.

Som forældre mærker vi presset følelsesmæssigt. Det er hårdt, hvis vi oplever, at vores barn ikke trives i hverdagen. Der er mange ting at skrive om børns trivsel. Lige i denne sammenhæng må man blot konstatere, at mange timer i daginstitutionen kan virke stressende for vores børn – særligt under de præmisser de opholder sig under.

Kan vi effektivisere og optimere os til mere tid og nærvær?

Når vi alligevel må aflevere dem der, kan vi tænke over hvordan vi gøre det. Det lyder trist, at vi skal effektivisere vores hverdag. Men med lidt struktur omkring, indkøb, madlavning og den øvrige fordeling af hverdagens gøremål, kan der faktisk frisættes noget tid og nogle ressourcer. Det er ikke givet, at vi kan arbejde færre timer – det er ikke løsningen for alle. Men vi kan tænke i alternativer på mange andre områder også.

Jeg møder masser af forældre, der med fordel kunne gribe deres hverdag an på samme vis som de griber deres arbejdsdag an. På jobbet lægger de planer, strukturerer, evaluerer og optimerer. I hjemmet kan vi lægge madplaner, gøre storindkøb, lave store portioner og fryse ned – for eksempel. På den vis, har vi lidt bedre tid, når vi henter lille Sofus i børnehaven. Tid til at sætte os ind i hans hverdag, læse en bog for ham og kammeraterne og se hvordan han fungerer sammen med dem. Tale lidt med en anden forælder og samlet set dels signalere overfor vores børn, at vi har tid, lyst og og interesse og dels blive  klogere på dem og deres dagligdag og de præmisser de fungerer under.

Oftest er det os voksne, der har behov for at køle ned

Jeg er overbevist om, at når vi cooler ned i afhentningssituationen, så får vi afmystificeret og svar på en masse de spørgsmål, der på sigt i pressede perioder kan ende med, at blive til frustrationer og bebrejdelser som “hvorfor fortæller Sofus at ingen gider lege”, “hvorfor er der altid så meget larm og ræs i børnehaven”, “hvem er hende den nye voksne med det røde hår, er der virkelig ingen information at hente her”?

Det er ikke løsningen på udfordringerne med for få ressourcer i daginstitutionen, at vi cooler ned ved afhentning – men jeg er overbevist om, at vi som forældre kan tage en del af ansvaret for at imødekomme det gode børneliv fremfor det stressede, ved at være bevidste om vores egen måde at være i børnelivet og institutionslivet på.

Overspringshandlinger – en uundgåelig del af mor-rollen?

Når tiden løber, hvor bliver den så af?

Da jeg besluttede mig for, at lave en blog tænkte jeg, at jeg jo “er sådan én”, der er nysgerrig og har meninger om mange ting vedrørende børn, mor-rollen og familieliv og dermed jo bare ville flyde over med indlæg. Hold da op hvor tog jeg fejl! Det er altså svært at formulere noget, man tilnærmelsesvis selv gider læse – særligt fordi jeg af og til faktisk kan blive lidt træt af at lytte til mine egne tanker, hvad enten jeg vejleder forældre, sparrer med kolleger og samarbejdspartnere, diskuterer med manden eller sludrer med veninderne. Nu sidder jeg her dog igen – ved tasterne – og har noget på hjertet som for tiden fylder en del for mig.

Det hænger egentlig ikke så meget sammen med at være privat sundhedsplejerske, vejledning af forældre eller vurdering af børns trivsel. Alligevel vedrører det i høj grad forældreskabet – i dette tilfælde “mor-rollen” som jeg for tiden oplever den.

Hvem kan sejle foruden vind?

Jeg skal ikke kunne udelukke, at der kan sidde nogle fædre derude og nikke genkendende til mit indlæg – jeg har hidtil kun talt med mødre, der fortæller om “fænomenet” – jeg må ud og researche lidt blandt fædre.

Lige for tiden er overspringshandlinger de handlinger jeg gør flest af. Imens jeg skriver dette indlæg har jeg bl.a. sendt en SMS til min største datter og mindet hende om at tage til tandlægen i eftermiddag. Jeg har også på tankeplanet forholdt mig til aftensmadens menu, lukket hundene ud i haven, fyldt deres vandskål, drukket en kop kaffe ved håndvasken og så alt det løse.

Igår var jeg til en work-shop for selvstændige erhvervsdrivende. Det viste sig, at jeg ikke alene med denne tendens til at miste fokus og bilde mig selv ind, at en hel masse ting liiige skal på plads og gøres inden jeg kan komme videre til det jeg egentlig havde tænkt mig. Jeg bliver top-frustreret, hver gang jeg bliver opmærksom på det.

Work-shoppen gav mig så det der berømte lille puf, til at sætte lidt i system og huske på at prioritere mig. I mit tilfælde er én af de ting jeg vil øve mig i, at rykke på de initiativer jeg inspireres til at tage i forhold til mit arbejdsliv. Der er givetvis noget om snakken, at “ting ta’r den tid ting ta’r” og at det hele jo også er en proces og at udvikling sker i modvind… osv. osv. Men summa summarum, så sker tingene ikke af sig selv.

Mor er den bedste i Verden

Hvem har mon fundet på det? Altså ud over at “mor” da bestemt er tæt på den aller bedste i Verden i de fleste tilfælde, så tror jeg altså at det sagtens kunne være en mor, der har fundet på det. Vi har en tendens til, at gøre os selv uundværlige – mig selv inklusiv! Når jeg sender en reminder om tandlægen til min datter imens jeg egentlig burde arbejde, så fratager jeg ikke bare hende muligheden for, at kunne sole sig i sin egen ansvarlighed, jeg lægger også ekstra i bunken af irritation over mit eget manglende fokus. På plussiden kan jeg nu klappe mig selv på skulderen over at hun kom afsted til tiden og glædes over, at der jo ikke er en finger at sætte på punktligheden i vores familie – NOT! Det er jo lidt som at tisse i bukserne, det varmer kun kort. Jeg ved, at det er sat lidt på spidsen, at bruge denne overspringshandling i form af en reminder -SMS som eksempel på hvordan jeg ubevidst gør mig selv uundværlig, men mange bække små skaber et vandfald af overspringshandlinger og “ofringer” for familien og børnene, der ikke nødvendigvis er gavnlige for nogen – slet ikke min blogskrivning.

Så nu er det tid til afhentning i børnehaven- jeg må løbe…..

 

 

 

Søskende : Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre?

For hvis skyld vælger vi egentlig, at vores børn skal have søskende?

Overskriften på dette blogindlæg skurer egentlig lidt i mine ører, alligevel ændrer jeg den ikke! Tidligere idag var jeg ude hos en mor, der for godt en måned siden var blevet mor – for anden gang. Pludselig var der ikke blot ét barn i huset, der var et par søskende!

Det var ikke amningen, søvnen eller babys trivsel der fyldte mest i familien, men det at gå fra at være tre personer til fire. Det var ikke nemt. Det havde vi en lang snak om. De gjorde det godt de forældre. Alt var som det skulle være : en blanding af kaos og kosmos, shit og Chanel.

Og så rundede vi netop “temaet” : hvad kan man egentlig forvente som forældre, når tre bliver til fire? I store træk kan man forvente flg.:

  1. Man kan forvente, at Verden som den var for evigt er forandret. Bedst som man synes, at man da egentlig var begyndt at have ret godt styr på det der med at være forældre og have et barn, ja så bliver alting anderledes.
  2. Man kan forvente, at rytmerne brydes, aftenerne bliver længere, nætterne kortere og morgenerne mere kaotiske. Var man begyndt at få mange timers sammenhængnede søvn, så kan man for en periode godt vinke farvel til den gode.
  3. Man kan forvente, at de ambivalente følelser tårner sig op. “Den store”, der før var den lille, kan blive frygtelig irriterende og “den lille” som jo kun er lille, kan give én dårlig samvittighed overfor “den store”.
  4. Man kan forvente, at planlægning er den største udfordring i hverdagen. Ønsket om at kunne forudsige hvad tid man kommer ud ad døren og møder op et givent sted, kan lynhurtigt ende med at frustrere og blive kilden til diskussioner mellem de voksne.
  5. Man kan forvente, at ens billede af “den store” søskende ændrer sig kolossalt og man kan forvente, at den store ikke finder sig i, at være stor på kommando.
  6. Man kan forvente, at det føles forunderligt, at den kærlighed man havde til den førstfødte pludselig kan fordobles OG blive delbar på én gang, selvom man troede, at man ikke kunne elske højere, end man hidtil havde gjort.
  7. Og så kan man forvente, at den førstefødte ikke klapper begejstret i sine små buttede hænder den første tid med baby i huset – og man må erkende, at når alt kommer til alt, så er det suverænt en voksen-beslutning, at få barn nr. 2, 3, 4 m.fl. og at det ofte tager tid, før man kan høste de positive frugter af søskende-skabet.

Netop derfor skurer overskriften “Når tre bliver til fire – hvad kan man egentlig forvente som forældre” også i mine ører, for vi forældre kan være meget optagede af, hvordan det for os opleves, at føje endnu et barn til familien – at skabe en søskende-flok. Vi kan forestille os både det sure med det søde – og det er fornuftigt, men vi må ikke forvente, at storebror eller søster “samarbejder”. “Det store” barn er nemlig anderledes stillet. Ofte er barnet blot 2-3 år, når lillebror eller søster kommer til Verden og i den alder er det simpelthen umuligt, at forvente sig særligt meget af noget som helst andet end nu’et og få timer frem. Ud fra “den stores” alder, kan vi som forældre gøre os forskellige tanker. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i netop dette barn og hans/hendes alder og udvikling. Vi kan som forældre således blot forsøge, at forberede “den store” på babys ankomst, men vi må ikke forvente os for meget – for tidligt.

Har du/I brug for en snak med mig om dette emne eller andre der omhandler livet med børn, så ring eller skriv.

Kærlig hilsen

Louise